Derfor har jeg besluttet at bruge min blog til at komme igennem denne sorg. Alle jeg taler med virker som om de næsten ikke engang forstÃ¥r jeg savner ham, eller er ked af det. Og nÃ¥r de har kærestesorger, synes jeg at jeg plejer at lytte godt og længe..! Jeg havde troet at jeg ville være videre nu - her to uger efter… mÃ¥ske ikke helt ovre det, men videre… men det er som om det er det modsatte der sker. Jeg græder hver aften - savner ham sÃ¥ latterligt meget. Jeg svinger mellem at føle sorg - og fortvivlelse.. har lyst til at køre hjem til ham og sige “jeg ved godt det var hÃ¥rdt… men jeg har tænkt og ved vi kan fÃ¥ det godt!”… “Du bliver nødt til at se mig, tale med mig - du kan ikke bare lukke mig ude… det er for hÃ¥rdt”:

Men det gør man jo ikke… kun pÃ¥ film. Og jeg er ingen hollywoodstjerne… og Aske er 21 Ã¥r og elsker mig ikke rigtig mere.. sÃ¥ det nytter ikke en skid. Alle jeg kender - især min mor ville ogsÃ¥ flippe ud hvis vi fandt sammen… han har ikke behandlet mig ordentligt - jeg er ikke blind… men jeg elsker og savner ham stadig :’/ Desværre følges det ikke ad. NÃ¥r jeg tænker mig om ved jeg jo godt hvad jeg ønsker og hvad jeg ikke ønsker. Jeg oplevede at nÃ¥r jeg sagde fra, sÃ¥ fik han et kæmpe behov for at hævde sig selv, og hvis jeg ville beholde ham, mÃ¥tte jeg ikke føle noget, eller reagere… det kunne - eller kan jeg jo ikke kontrollere 100 %.. Og den angst jeg gik med for at han ville gÃ¥, var stor. 2 gange før den dag han gik har han villet gÃ¥ - og 1 gang har han sagt han var ligeglad, at jeg ikke betød noget, at han ikke gad høre hvad jeg havde at sige. Han sagde det fuldstændig køligt, uden rødme, vrede eller anden mimik der kunne røbe han var berørt. Hvorfor savner jeg ham sÃ¥? Er jeg sÃ¥dan en der godt kan lide at have det dÃ¥rligt? Nej det tror jeg ikke pÃ¥… det var jo ogsÃ¥ godt… og jeg husker sÃ¥ tydeligt følelsen af at være tæt med ham, ligge hos ham, grine med ham… Savner ham.

Jeg ved godt der nok ikke er nogen der læser med - det er mit projekt og jeg gør det for at fÃ¥ lidt luft, nÃ¥r ingen orker høre det. Men jeg føler virkelig sorg - og det er hÃ¥rdt at ingen rigtig forstÃ¥r det. De andre gange et forhold er gÃ¥et i opløsning, har der været en længere periode, hvor jeg har tænkt tanken selv, eller endda selv har taget beslutningen - men denne gang var jeg ikke klar..! Og hver dag tænker jeg pÃ¥ hvad jeg kunne have gjort for at vi stadig var sammen… men jeg tror ikke jeg kunne have gjort det alene - og han ville ikke… sÃ¥ der er  jo ikke sÃ¥ meget at gøre. Men alligevel fÃ¥r jeg denne kvælningsfornemmelse, trykken i brystet og ondt i øjnene… og jeg vil bare sÃ¥ gerne være tæt med ham igen.