Cookie- og privatlivspolitikDag 2
Svinger mellem vrede og savn… Har forsøgt at skrive og ringe for at fÃ¥ lidt ord pÃ¥ hvorfor det skulle være sÃ¥dan her… men han tager ikke tlf. og vil ikke skrive. jeg er ked af vi ikke er kærester - men jeg føler en sorg, nÃ¥r jeg mærker den behandling jeg fÃ¥r lige nu og i gÃ¥r. Jeg betyder intet - han ignorere mig..! Jeg vil ikke være kærester igen - ingen ønsker at være sammen med der ikke ønsker at være sammen… men jeg har aldrig prøvet at jeg betød sÃ¥ lidt, at man bare kan gÃ¥ uden ord… og kun svare i sætninger med et punktum. Jeg vil sÃ¥ gerne give slip pÃ¥ ham, pÃ¥ tanken, for min eksamensforberedelser sejler. Jeg kan ikke fokusere. Men endnu mere ønsker jeg at følelsen af at være en fiasko som kvinde og som person ville gÃ¥ væk. Jeg har mistet tilliden til at jeg formÃ¥r at være med et andet menneske uden det gÃ¥r sÃ¥dan her. Det er sket hver gang. Jeg tør ikke mere… orker ikke mere! Men betyder det sÃ¥ at jeg skal være ensom - leve alene for altid..? Ja - det gør det vel. Gid jeg var 20 Ã¥r som ham - dengang blev man rask væk forelsket i en anden. Men nu - jeg møder jo ingen. Har ikke følt hjertet slÃ¥ i to Ã¥r indtil han dukkede op. Allerede før ham havde jeg mistet tilliden, men han virkede bare sÃ¥ rigtig - sÃ¥ ordentlig - sÃ¥ god. Men han vil ikke have mig - fordi vi er for forskellige og har problemer..!
Kære trold
Fiasko som person?
Så må jeg bede dig om at tænke tilbage på de mål du som 16 årig satte dig. Disse mål har du fejlet (med mindre du er en art wonder woman). Alle fejler de mål man sætter sig. En del af udviklingen en består i at overveje hvorfor det overhovedet var de mål man valgte at sætte sig.
Fiasko som kvinde?
Som mand er det svært at give et bud på hvornår en kvinde er en fiasko som kvinde. Til gengæld er det rigtigt nemt at finde frem til alle negationerne heraf, her under dig. Det du skriver er tilstrækkeligt for mig til at kunne konkludere at du absolut intet mangler af emotionelle såvel som intellektuelle egenskaber. De mænd som ikke mærkder dette mangler selv at omdefinere deres mål i livet.
Er du ensom uden en mand? Behøver du at være det?
Jeg er en mand, som jævnligt overvejer livet med en kvinde. Ingen tvivl om at jeg ser og længes efter muligheden af et kærligt parforhold. Dog definerer jeg ikke min succes som hverken menneske eller mand der i gennem. Jeg håber at mit begrænsede følelsesliv - for det er hvad det er - kan inspirere.
Kære flinkebarn
Nej jeg definerer nu heller ikke min succes som kvinde eller menneske udfra om jeg har en partner. Men jeg er en meget følsom sjæl - og har bÃ¥de brug for den ro og det rum jeg har nÃ¥r jeg alene, men ogsÃ¥ rigtig meget brug for berøringerne, sex, intimiteten med et andet menneske… og her drømmer jeg om en mand, som kan elske mig som jeg er… ikke gÃ¥r hver gang det bliver svært… eller man ikke fÃ¥r sin vilje. Jeg drømmer om at finde en at dele livet op og nedture med - og sÃ¥dan som det har været indtil nu, kan jeg sagtens finde en der vil være med til opturerne, men sÃ¥ snart der er nedture - sÃ¥ er jeg ikke mere værd, end at jeg er det nemmeste at give op. Det gør ondt - for jeg engagerer mig hver gang jeg er i et nyt forhold - ellers starter jeg det ikke. Jeg deler ud af mig selv pÃ¥ bÃ¥de det indre og det ydre plan… og ender desværre ofte tilbage med en følelse af nemt at kunne undværes og være ubetydelig for den ande, som har betydet sÃ¥ meget for mig.
Jeg har nok desværre (uden at lyde offeragtig - men med en stemme dybt i mit indre mÃ¥ jeg erkende at jeg har) mistet modet, troen og tilliden. Jeg følte det var sÃ¥ rigtigt - og det gjorde han tydeligvis ikke… hvordan kan jeg tage sÃ¥ grueligt fejl?
Men kæreste trold…
Du lyder som et offer. Du gjorde, hvad du kunne - var hengiven etc., og da du ikke var det mere men begyndte at stille andre krav, gik han fra dig. Stakkels dig!
Jeg siger det igen. Du skal ikke finde en kæreste, du skal finde dig selv. Det ved jeg godt… det vil du sige, at det har du allerede, men det tror jeg ikke pÃ¥. Du skal finde dig selv og troen og roen i, at du har, hvad der skal til for at tilfredsstille den rette mand. Du finder ubevidst mænd, som vil komme til at sÃ¥re dig (eks. unge drenge pÃ¥ 20, som ikke vil stifte familie og slÃ¥ sig ned eller mænd, som ikke vil slÃ¥ sig til tÃ¥ls med én kvinde).
Du skal sgu finde dine sande prioriteringer. Og hvis du gerne vil have en familie nu, så vær dog ærlig omkring det - du er en kvinde i din bedste alder, så det ville da være mærkeligt andet end at du gerne ville stifte familie.
Men husk lige i alt det her… du er helt skøn, og du har ret til at finde en mand, som gerne vil dig fordi du er dig. Nu ved jeg jo ikke, hvordan du er som kæreste, men hvis man hviler i sig selv, giver man plads, man har ikke behov for konstant bekræftelse etc. Tænk over, om du kvæler kærester med “kærestehed”, og om det i virkeligheden dækker over noget andet.
Der er én der ikke kan undvære dig!!!
Tanker!
Jeg er i gang… og vil nok altid være i gang med at finde ind til mit indre, forstÃ¥ det og handle mere konstruktivt udfra hvad jeg ønsker… og jeg har lært meget - ogsÃ¥ af mit sidste forhold. Der er ting der stÃ¥r lysende klart for mig nu… min angst for ikke at være tilstrækkelig, min angst for at skuffe ham eller at han ikke føler sig elsket, hvis jeg virkelig udtrykker hvad jeg ønsker - at være alene, se mine venner uden ham, gÃ¥ pÃ¥ café alene osv. Jeg ved nu min konstante irritation over min kærester, nÃ¥r de var der hele tiden - boede hvor jeg boede, dækker over ovennævnte uopfyldte behov… og jeg tror mange gange at deres nedladende adfærd skyldes at jeg ikke har troet pÃ¥ jeg var værd at holde af, og den svaghed mærkede de og kørte pÃ¥ nÃ¥r de fik nok. Ikke at jeg synes det er iorden - men jeg har fundet ind til noget essentielt jeg skal arbejde med for selv at være mere glad, mindre irritabel og brokkende i mine forhold. Jeg tror ikke jeg kvæler nogen… men jeg ved at jeg ikke tør følge egne behov, i angst for at han tror jeg ikke elsker ham… og jeg bliver omvendt selv bange for at han ikke elsker mig mere, nÃ¥r han vil lave ting uden mig… dette ved jeg godt ikke passer - netop fordi jeg selv har et stort behov for det samme. Men jeg lærer hele livet og en eller anden dag bliver jeg sÃ¥ sej at jeg kan leve efter denne erkendelse og handle pÃ¥ en langt mere brugbar og indbringende mÃ¥de
Ps. Jeg ved ikke om jeg vil stifte familie nu - faktisk mærker jeg ikke lysten… men oplever at jeg “burde” mærke lysten. Jeg vil skam gerne være ærlig omkring det, hvis det var sÃ¥dan at jeg tydeligt kunne mærke hvad jeg ville…. Men ærligt sÃ¥ føler jeg mig ikke parat. Jeg har nogle andre mÃ¥l og drømme pt… og jeg ved godt jeg er i den alder hvor det er familien der for det meste stÃ¥r øverst pÃ¥ listen - men føler mig ikke helt der endnu.