…sagde han og satte sig op i sengen. Jeg lå der - bag ham og tænkte præcis det samme. Hvornår var det at det vi havde fundet sammen om at være så gode til, blev knudret og angstfremkaldende..?  Hvad er det der sker med mennesker, når de går fra at være forelskede, til at skulle elske og stadig forventer og ønsker at mærke suset i maven - forventer vi for meget..? Jeg vil ikke nøjes med et parforhold - for mig er det ikke et formål i sig selv at have et forhold. For mig handler det om at have et godt, kærligt, sensuelt, legende og udviklende parforhold.. men her de sidste uger, har jeg faktisk taget mig selv i at tænke at min kæreste er glad for selve det at have et parforhold.. Så er det ikke så væsentligt om vi stadig gør de gode, sjov ting sammen.. men det er det er for mig. Jeg bliver trist indeni når jeg går i seng om aftenen og vi igen ikke har nydt noget af det som tiltrak os ved hinanden.. det er lidt ligesom en blomst man glemmer at vande.. man kan kigge på den og se at nu begynder jorden at blive tør - og man minder sig selv om, at nu skal den også snart have vand. Dagen efter får man øje på blomsten igen - og tænker, “nå ja - jeg må altså huske at vande den i dag” - næste morgen ligger der visne blomsterblade i vindueskarmen og på vej ud af døren tænker man, “når jeg kommer hjem må jeg altså huske at vande den” - men når man kommer hjem og ser det sørgelig syn af blade der er begyndt at blive gule - i blomstens sidste krampetrækninger for at overleve, skynder man sig hen til blomsten - giver den en ordentlig sjat vand, for nu har den tørstet så længe.. og næste morgen er blomsten død.. man går hen og kigger på den og tænker, “ej nu gav jeg den ellers noget vand”! Jeg ved ikke præcis hvornår det blev så svært - men noget gør vi galt.. vi værner ikke om tingene - om os - og den skrøbelige kærlighed, der så nemt forvandles til sørgelige rester, der er for sent at vande.

Tillid kommer ikke bare af sig selv.. og når den er der skal den værnes om..! Jeg besluttede mig for at ligge fortiden bag mig og stole på den mand jeg elskede - blindt, på trods af at vores historie bar præg af svigt og gentagne tilfælde af manglende empati. Og jeg synes det gik okay - jeg mærkede hvordan vi begge klarede konflikterne bedre og var åbne overfor hinanden. Men så kiggede han i min mail.. han lånte min computer og loggede på hotmail - sad med forsiden fremme og gættede min adgangskode! Derefter er det hele langsomt vendt tilbage til det mareridt og den opslidende mistillidsramte afhængigshedprægede relation vi forsøgte at forlade for at starte på noget nyt. Han har undskyld mange gange.. men jeg tager min dagbog med på job.. når han er i mit hjem.. vågner badet i sved - og vågner i angst om natten når han er stået ud af sengen.. tænker på hvad han laver.. føler mig overvåget - og bange for at træde ved siden af. Min psykolog spurgte mig hvorfor jeg følte angst for at træde ved siden af når det er ham der har kigget i min mail.. ja det kunne jeg jo ikke svare på.. Han spurgte også hvor mange chancer jeg gav.. og det kunne jeg heller ikke svare på. Sidder lige nu med en følelse af at det jeg ønskede mig og drømte om er smuttet mens jeg kiggede væk. Vi talte om nogle ting inden vi gik ind i det igen, som vi skulle være enige om, og det sagde han selvfølgelig til - men der var ikke noget selvfølgeligt i noget som helst, når han handler som han gør. Jeg er ulykkelig - føler mig som en komplet idiot.. hvordan kan det være jeg bliver ved med at åbne mig for en person der er sådan her - lover og lover - og så snart jeg er tæt på - så behandler mig som om jeg intet er værd. Der gik ca 2 uger fra han kiggede i min mail - til han slog op.. Han blev lidt fuld, og fyldt op at sine egne følelser og gjorde det så fordi over telefonen, selvom vi inden han tog hjem havde haft det fantastisk.. skrev dagen efter at han fortrød og gerne ville være sammen…

Og nu sidder jeg så her - igen.. han lover at det ikke gentager sig, at han er forandret, at han ikke vil kalde mig grimme ting, eller kigge i min mail.. men hvorfor tror jeg på ham.. jeg har så mange erfaringer med denne mand, der siger mig, at intet forandrer sig - at så snart vi er sammen igen, så gør han præcis hvad han vil.. hvorfor elsker jeg ham stadig - og hvorfor overvejer jeg at være sammen med ham igen..? Det her er bare det sidste der er sket - mens vi var sammen sidste gang.. og er bare så træt og usikker og bange..

Man skal værne om det man har - tillid kommer ikke bare tilbage fordi man siger “undskyld - jeg er ked af det jeg har gjort..” Er både vred og ked på samme tid.. men mest af alt træt af denne ørkenvandring.. frem og tilbage - frem og tilbage… hvordan starter man forfra for - 8. gang?

… men tingene gik ikke som jeg ønskede. Er faktisk så ked af det, at jeg ikke engang orker fortælle hvad der er sket.. er bare ramt af en tomhed - en stilhed.. som får mig til at føle jeg har spildt mit liv. Jeg vil også have børn..!!! jeg vil alt det som sker hele vejen rundt omkring mig.. have børn, giftes, flytte sammen, holde jul - selvom jeg hader den.. men sådan er det ikke. Jeg spilder mit liv på at være ulykkelig, stresset, føle mig som ingenting og konstant forsvare mine egne følelser.. kan jeg virkelig ikke finde ud af at have et kærligt, tillidsfuldt og ærligt forhold? Vil så gerne.. og når nu jeg så gerne vil - hvorfor sker det så ikke..? Jeg bebrejder mig selv hele tiden.. det er pga alle mine “dårlige” og mindre flatterende sider at vi skændes og de svigter mig og behandler mig respektløst - siger jeg til mig selv, når jeg så sidder her alene i min nye, alt for store lejlighed og føler mig ensom. Mon meningen for mig er at jeg bare skal lære hele livet og ikke være en del af livet?!? Jeg ønsker mig så inderligt noget ro på - noget ægte kærlighed.. den hvor man mærker dybt ind i sjælen, at her kan man læne sig tilbage uden panser, fordi man ved den anden ikke gør en fortræd. Et rum og varme - gensidig respekt og kærlighed - jeg ved godt der er op og ned ture.. men når jeg kigger mig i spejlet i dag ser jeg ikke den stærke, dygtige, kloge, sexede kvinde jeg så for et år siden - inden jeg gik ind i det her forhold.. hende her er bleg, gammel, trist og uskøn.. hvad skete der..? spørger jeg mig selv - men kender nok svaret et sted.. vil bare ikke høre det.. jeg er vel stadig mig et sted derinde…

Nu har jeg meget længe forsøgt at løsrive mig fra dette forhold som på mange måder har været rigtig usundt for mig. Ingen tvivl om at det har været skidt - og der er sagt og gjort så mange ting, at jeg ikke ved om det nogensinde kan blive godt. Men jeg elsker ham!.. og det kan jeg simpelthen ikke lave om på.. har kæmpet med denne tristhed som nærmere efterhånden har føltes som en depression.. Vi har haft meget kontakt og han har vist og sagt mange ting, som har gjort han er blevet ved med at fylde indeni mig. Jeg savner ham så meget.. og det jeg ønsker mig lige nu af livet, kan jeg faktisk få med ham - hvis jeg vil.. Alle skal jo have lov til at ændre sig - sagde min psykolog i dag.. og det er jo rigtigt.. men tør jeg tro på det!?? Han har virkelig såret mig.. dybt..! Alle mine venner vil ryste på hovedet, hvis jeg siger jeg ser ham igen.. men det er der ikke noget at gøre ved.. For jeg elsker ham og de sidste to dage, hvor jeg har givet mig selv lov til at føle kærligheden og give efter for den, har været de eneste to dage, hvor jeg ikke har båret på denne tristhed, som har fyldt alt - og tynget mig hver dag siden jeg gjorde det forbi. Jeg tror ikke han har forandret sig - men jeg tror han er ved det. Jeg tror ikke på man skal ændre på hinanden - og det er heller det der sker. Jeg har meldt ud hvad der gør mig ked af det og han har lyttet - taget stilling og skabt forandringerne - det er vel sådan et voksent forhold fungere.. Tror ikke på eventyret om at finde ham der lige passer - for han passer på nogle områder, vil der helt sikkert mangle noget et andet sted.. jeg er så glad for rigtig mange ting, som han giver mig i vores forhold, og så må jeg tage med at han har et stort ego, da jeg nok kan bløde op på det. For han rummer også min vrede - som han kan bløde lidt op på.. og jeg har brug for en mand - med maskuline egenskaber, da jeg ellers kører dem over - og det har jeg i ham her..:) så jeg har besluttet at følge hjertet og tage de knubs der må komme.. for hvorfor være ulykkelig fordi jeg vælger noget fra i frygt, når nu jeg kan være lykkelig fordi jeg vælger noget til i håb..!?

Jeg bad om tid.. og ro.. ved ikke om jeg synes jeg får det.. sms´erne kommer løbende - men jeg er glad for dem - jeg venter på dem. Bliver nervøs hvis jeg intet hører. Men det er mig der ikke ved hvad jeg vil - det har jeg i hvertfald sagt til ham. Men for hver dag der går bliver jeg mere og mere i tvivl. Kan et menneske virkelig ændre sig på så kort tid? det er ca. 5-6 uger siden han sårede mig rigtig dybt - og et par uger siden han gjorde det sådan almindeligt. Han kalder det tankeløshed. Men hos mig går der noget i stykker indeni. Lige nu prøver han rigtig meget - siger alle de ting, alle de drømme jeg også har - og får det til at virke og føles så enkelt og lige til, at jeg glemmer det er så kort tid siden jeg sad med knuden i maven og ikke følte mig noget værd. Jeg svinger fra den ene yderlighed til den anden - ønsker ham ikke - da jeg er bange for at den smerte skal vende tilbage, denne følelse af intet at betyde.. at han bare er ligeglad. Ønsker ham - da jeg er rolig når vi ligger tæt, føler lykke når vi elsker, føler håb når han deler mine drømme.. han er smuk - og jeg savner ham. Forstår godt han er forvirret og ulykkelig.. det er jeg også. Nogen siger at det er fordi han mærker jeg er på vej væk at han prøver så hårdt.. det håber jeg ikke.. for så ender jeg nok med at blive rigtig såret igen. Han rammer mig dybt i maven - som om det går hele vejen igennem, når han svigter min tillid.. og så kan jeg næsten ikke bære at høre ham sige i en diskussion at hvis jeg ikke har tillid til ham går det ikke - eller bliver meget svært. Ja - det ved jeg.. det er derfor jeg har stoppet det!!! savner ham bare så meget - elsker ham.. og er bange for at jeg bløder indvendig.. ved bare ikke om det er sorgen over at savne - eller sorgen over at det jeg elskede svigtede min tillid så meget, at jeg ikke ved hvordan jeg finder tilbage.

Lige om lidt har jeg fødselsdag, og på det punkt bliver jeg nok aldrig voksen. Jeg vil ikke være alene på denne dag - jeg vil nusses om og have kærlighed.. men de sidste mange år har jeg kun været sammen med nogen fordi jeg havde en kæreste. Jeg reflektere meget og gør det især hvert år op til min fødselsdag, jul og nytår.. og for hvert år der er gået i mit liv føler jeg mig en tand mere ensom. Jeg har forsøgt at invitere et par af mine venner, men de skal altid noget den 10. december, hvilket også er grunden til at jeg plejer bare være sammen med min kæreste og ikke invitere andre. For jeg bliver faktisk ked af de afbud. Når andre invitere mig til fødselsdag, julestue, polterabend, bryllup osv. så flytter jeg rundt på mine planer for at imødekomme dem og kunne fejre dem - men jeg oplever ikke de gør det samme.. det skuffer mig faktisk en smule. Jeg ved godt jeg har fødselsdag i december - men det er da ikke noget jeg selv har valgt.. og kære venner - I ved jo min fødselsdag falder på denne samme dag hvert år.. så hvorfor har i ikke i tænkt mig i jeres planer..?

Ja det lyder måske lidt sølle - men jeg bliver så trist hvert år, når jeg oplever det samme…

Jeg har besluttet at forsøge at bruge min side i denne svære periode af mit liv, til at skrive mig lidt ud af mit kaos. Jeg har afsluttet mit forhold til min kæreste, som nu er taget afsted - så jeg er rigtig meget alene.. Men jeg kunne bare ikke være noget for nogen - og min evindelige dårlige samvittighed, gjorde det umuligt for mig at være tæt på ham. Det var heller ikke fordi det var nemt eller stabilt, og lige nu forsøger jeg at fjerne alle faktore, som kan forøge mit stressniveau.. også selvom det så betyder jeg skal være alene..

Så lige nu har jeg givet slip på alt hvad jeg nogensinde har haft - accepterer bare at tingene må ske som de sker og øver mig i at lære noget nyt - at lytte til min krops signaler og agere udfra det.

Træk stikket ud - du knokler jo dig selv ihjel.. var lægens ord, da jeg opsøgte hende efter at være gået grædende og udkørt hjem fra arbejde flere dage i træk. De sidste to mdr. har været uoverskuelige.. men lige nu sidder jeg i min seng og kan slet ikke se lyset derude et sted.. er samtidig blevet single, hvilket udløste jeg drak en flaske vin på tom mave, mens jeg gjorde hovedrent til kl. 00:30 i nat.. hvorefter jeg faldt om af træthed, men vågnede 3 timer senere.. og nu sidder jeg så her. Skriver dette indlæg og forsøger at navigere i noget jeg ikke har prøvet før. Har aldrig brugt alkohol - og gør det heller ikke igen. Men ved ikke hvordan jeg skal forlige mig med situationen.. eller psykologens ord tidligere i dag - “du findes i lærerbøgerne - et klassisk eksempel. Man kalder det batteret woman syndrom”.. og så gik jeg hjem og læste lidt på det.. ikke videre opløftende. Tænker faktisk det er bedst for alle - mig selv, min fremtidige partner og mine kommende børn, at jeg lever alene. Jeg er 30 år og det jeg kommer fra og har valgt at være i, har åbenbart kun været med til at forme et menneske, som ikke kan navigere i følelsesrelationer - og jeg vælger desuden også hele tiden det der er hårdt og krævende at være i.

Føler en stor opgivenhed - ved ikke hvad jeg skal stille op - hvordan jeg skal starte, eller bryde dette mønster.. eller turde tro på jeg kan få det rare, kærlighedsfyldte, varme og omsorgsfulde parforhold jeg ønsker mig, hvor der er ro til at være mig selv og til at udvikle mig.

Funderer lidt over hvorfor jeg igen er skoletræt. Oplever jeg tramper rundt i en meget grå hverdag med meget høje krav bimlende om ørerne. Folk sygemelder sig i stor stil rundt om mig - og på trods af øvrige kollegers, samt min egen råben vagt i gevær, sker der ikke en skid fra ledelsens side. Altså lige udover at blive pålagt flere nye opgaver i samme tidsrum og for samme løn. En nyansat lærer, som jeg skal til at dele musikhold med, kiggede mig en smule usikkert i øjnene, efter halvandens times kamp, og sagde.. vi er da ikke slaver…?! Jeg svarede ikke.. For i mit indre var der er en lille stemme der skreg - JO!!! det er måske i virkeligheden det der er den nye ledelses ledelsesstrategi.. at genindføre slaveriet…

Jeg er super glad for børnene, ved jeg er dygtig til det jeg gør, men alligevel går jeg hjem hver dag med hovedpine, kvalme og svimmelhed - en trykken for brystet og koldsved. Sørgeligt når dem på toppen ikke ser - eller vil se dem de kvæler undervejs i deres egen lille selvopdagelsesproces, med nye tiltag og alt for mange uendelige løse ender.

Er træt af at bruge mine kræfter et sted hvor det kun er fejl og sygedage der bliver bemærket. Vil forsøge at trodse min egen trang til at altid at forsøge at yde mere end jeg kan - og tage lidt fri.. mærke mig selv igen, og forhåbentlig dukker universet op med en løsning - nu hvor jeg så ivrigt søger en.