Derfor har jeg besluttet at bruge min blog til at komme igennem denne sorg. Alle jeg taler med virker som om de næsten ikke engang forstår jeg savner ham, eller er ked af det. Og når de har kærestesorger, synes jeg at jeg plejer at lytte godt og længe..! Jeg havde troet at jeg ville være videre nu - her to uger efter… måske ikke helt ovre det, men videre… men det er som om det er det modsatte der sker. Jeg græder hver aften - savner ham så latterligt meget. Jeg svinger mellem at føle sorg - og fortvivlelse.. har lyst til at køre hjem til ham og sige “jeg ved godt det var hårdt… men jeg har tænkt og ved vi kan få det godt!”… “Du bliver nødt til at se mig, tale med mig - du kan ikke bare lukke mig ude… det er for hårdt”:

Men det gør man jo ikke… kun på film. Og jeg er ingen hollywoodstjerne… og Aske er 21 år og elsker mig ikke rigtig mere.. så det nytter ikke en skid. Alle jeg kender - især min mor ville også flippe ud hvis vi fandt sammen… han har ikke behandlet mig ordentligt - jeg er ikke blind… men jeg elsker og savner ham stadig :’/ Desværre følges det ikke ad. Når jeg tænker mig om ved jeg jo godt hvad jeg ønsker og hvad jeg ikke ønsker. Jeg oplevede at når jeg sagde fra, så fik han et kæmpe behov for at hævde sig selv, og hvis jeg ville beholde ham, måtte jeg ikke føle noget, eller reagere… det kunne - eller kan jeg jo ikke kontrollere 100 %.. Og den angst jeg gik med for at han ville gå, var stor. 2 gange før den dag han gik har han villet gå - og 1 gang har han sagt han var ligeglad, at jeg ikke betød noget, at han ikke gad høre hvad jeg havde at sige. Han sagde det fuldstændig køligt, uden rødme, vrede eller anden mimik der kunne røbe han var berørt. Hvorfor savner jeg ham så? Er jeg sådan en der godt kan lide at have det dårligt? Nej det tror jeg ikke på… det var jo også godt… og jeg husker så tydeligt følelsen af at være tæt med ham, ligge hos ham, grine med ham… Savner ham.

Jeg ved godt der nok ikke er nogen der læser med - det er mit projekt og jeg gør det for at få lidt luft, når ingen orker høre det. Men jeg føler virkelig sorg - og det er hårdt at ingen rigtig forstår det. De andre gange et forhold er gået i opløsning, har der været en længere periode, hvor jeg har tænkt tanken selv, eller endda selv har taget beslutningen - men denne gang var jeg ikke klar..! Og hver dag tænker jeg på hvad jeg kunne have gjort for at vi stadig var sammen… men jeg tror ikke jeg kunne have gjort det alene - og han ville ikke… så der er  jo ikke så meget at gøre. Men alligevel får jeg denne kvælningsfornemmelse, trykken i brystet og ondt i øjnene… og jeg vil bare så gerne være tæt med ham igen.

…hørte jeg mig selv sige. Jeg tænker ikke jeg er typen der flygter fra problemerne… men lige nu ved jeg ikke hvad jeg ellers skal gøre. Jeg har været så ked af det… og kan ikke rumme at være ked af det - eller græde, når situationen ikke bliver anderledes. Og jeg kan ikke græde..! Der kommer ingen tårer.Har hele tiden en knude i brystet og har lyst til at græde - men kan ikke. Han vil ikke være kærester… jeg ved ikke om jeg vil være kærester, hvis han spurgte. Kan mærke i maven det nok er bedst sådan her - at vi ikke er det… men jeg savner ham så meget. . I går hørte jeg mig selv sige til et selskab, “jeg bliver nødt til at gå… kan ikke fokusere på at se film…” hun spurgte hvorfor, og jeg svarede, “jeg har kærestesorger”. Det er første gang jeg sagde det - og jeg var ved at græde… måtte bide mig i læben og kigge væk. Og nu hvor jeg er alene, vil jeg bare gerne græde lidt, så min kvælningsfornemmelse kan blive mindre… og trykket i brystkassen kan lette… men der sker ikke noget :/

Jeg kigger mig omkring og ser en verden fyldt af par. Nogle virker glade, andre misfornøjede… Men mest af alt ser jeg en accept af at vi ikke ønsker at være ensomme. Vi acceptere gerne en masse tilstande, vi ikke selv ville bringe ind i vores liv - som bringer os smerte, forvirring og som tager af vores sparsomme tid og energi, for at leve med en anden, og flygte fra den værste og mest panikskabende følelse voksne mennesker i vesten kender - ensomhed. “jeg vil ikke blive gammel alene”… Hører jeg tit… Men selvom du hengivent deler dine ungdomsår, din voksne år - og alt ind imellem, er det jo ingen garanti for vi ikke bliver gamle alene. Jeg vil ikke lyde kynisk - men tænker over hvad kærlighed egentlig er - og hvad der skal til af faktore for at vi føler os elsket. Jeg vil gerne elske og elskes… Jeg vil gerne igen føle kærlighed for et andet menneske… Men Næste gang håber jeg det bliver et menneske, der kan og har lyst til at gengælde den.

i vejledningsteori og forandringsprocessor… og det eneste jeg kunne sige var “Wauv” mit fokus var coaching og jeg var mega nervøs… min hjerne har været som gele siden lørdag hvor min kæreste gik fra mig… men fuck hvor er jeg sej Havde bare lige brug for at udtrykke min glæde - og måske hvis jeg siger det mange gange nok, begynder jeg også at forstå at det virkelig er sket

Svinger mellem vrede og savn… Har forsøgt at skrive og ringe for at få lidt ord på hvorfor det skulle være sådan her… men han tager ikke tlf. og vil ikke skrive. jeg er ked af vi ikke er kærester - men jeg føler en sorg, når jeg mærker den behandling jeg får lige nu og i går. Jeg betyder intet - han ignorere mig..! Jeg vil ikke være kærester igen - ingen ønsker at være sammen med der ikke ønsker at være sammen… men jeg har aldrig prøvet at jeg betød så lidt, at man bare kan gå uden ord… og kun svare i sætninger med et punktum. Jeg vil så gerne give slip på ham, på tanken, for min eksamensforberedelser sejler. Jeg kan ikke fokusere. Men endnu mere ønsker jeg at følelsen af at være en fiasko som kvinde og som person ville gå væk. Jeg har mistet tilliden til at jeg formår at være med et andet menneske uden det går sådan her. Det er sket hver gang. Jeg tør ikke mere… orker ikke mere! Men betyder det så at jeg skal være ensom - leve alene for altid..? Ja - det gør det vel. Gid jeg var 20 år som ham - dengang blev man rask væk forelsket i en anden. Men nu - jeg møder jo ingen. Har ikke følt hjertet slå i to år indtil han dukkede op. Allerede før ham havde jeg mistet tilliden, men han virkede bare så rigtig - så ordentlig - så god. Men han vil ikke have mig - fordi vi er for forskellige og har problemer..!

Jeg ligger nu og skriver dette indlæg fra min seng. Har puttet mig under dynen, godt forvirret, trist - men rolig… for jeg har besluttet at ville han gå en gang til, eller gav udtryk for hvor lidt jeg betød, eller kun ville høre sig selv og sin selvretfærdighed, så ville jeg lade ham gå. Helt uden tårer, eller ord som skulle få ham til at forstå hvor godt det kan blive. For jeg oplever det er mig der holder sammen på det her. Han vil gå - jeg siger “nej - jeg elsker dig.. vi kan godt finde ud af det”. Men ikke denne gang. Hvis han ikke ønsker at være her, så skal han ikke. Jeg vil have en mand, der ønsker at være her - som ikke hele tiden skal holdes fast i… men som også ønsker at holde fast i mig!

Når han føler en eneste uretfærdighed mod ham, må han te sig som han lyster, tale nedværdigende, afbryde, vise/sige han ikke gider mig… og så går han i gang med at pakke… og her plejer jeg at stoppe ham, fordi jeg kommer til at tænke over om det er det værd, om jeg vil miste ham. Men den refleksion laver han ikke. Og hvis begge parter ikke laver disse refleksioner - er der vel ikke tale om et kærligt og ligeværdigt forhold, som er det jeg ønsker mig.

Vi havde aftalt at tage ud og spise i aften, efter jeg havde læst til eksamen… for første gang i næsten 5 mdr. har han inviteret mig ud - efter jeg i går savnede initiativ til at lave ting med mig. Jeg skal til eksamen på torsdag og er ret nervøs… han sagde han forstod - og jeg bad om lidt ro… stabilitet…

Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal tænke eller føle lige nu… men ryster på hænderne..! Jeg mærker jeg er ked af det - men det er nok mest over hvor lidt jeg må have betydet for ham. Jeg burde måske have set det noget før, men jeg har forsøgt at sige til mig selv, at man viser kærlighed på forskellige måder… og at bare fordi han ikke tog initiativ til noget fælles, eller fordi han altid er parat til at gå når han føler noget der ikke er rart… så betyder det jo ikke jeg ikke er ligeså vigtig for ham, som han er for mig. Men det tror jeg nu alligevel lige nu. For jeg oplever ikke et reelt forsøg på at forstå, forklare eller ønske om forbedring. Måske er det manglende erfaring.. måske er det den unge alder..? Jeg ved bare, at jeg lige nu er trist… og alene… og undrer mig over hvorfor jeg igen er endt i et forhold hvor han løber og jeg skal løbe efter..!?! Han pakkede sine ting… og uden et ord gik han… føler mig meget lidt værdifuld!

Og hvor meget må man sige..? må man bare give los..? eller skal man tænke sig om da ordene jo ikke forsvinder fra vores hjerner..? og hvad så når den ene har sagt noget der har gjort ondt på den anden, og personen nægter at have sagt det..? Jeg er ked af det pt - kan I nok høre. Det gik så godt - og så snart vi er rigtig tæt sammen (træner til at flytte sammen) så går det galt. Der skal ingenting til før vi bliver uvenner… det er småting, men som så i diskussionen bliver værre. Lige nu kan jeg ikke mærke den store kærlighed. Vi har haft et skænderi igen i går… og i dag sidder jeg så som jeg plejer og “leder” lidt i mit indre efter kærligheden. Han husker ikke hvad han siger og gør når han er vred… og det gør faktisk ondt, når jeg sidder tilbage med ordene. Jeg er med på at vi siger ting vi ikke helt mener når vi er vrede..! Men hvorfor blive så vred og så lidt, at man ikke husker hvor meget man nedgør den anden?

Jeg skal til eksamen om 1o dage… og det eneste der fylder er det her. Det tager rigtig meget af min energi, og jeg kan slet ikke fokusere på at få læst til eksamen… Hvad er normalt og hvornår bliver det forkert..?

Jeg lærer det aldrig..! åbenbart… har haft en del år til at øve det i. Jeg formår altid at lægge en plan for min fødselsdag, som gør jeg stresser og bliver syg. Denne gang er ingen undtagelse. Og i år er der lige et lille twist. Min meget unge kæreste (20 år) tre af hans venner, som også er blevet mine venner.. skal møde to af mine veninder på henholdsvis (38 år og 53 år). De af mine venner som helst sikkert ville gøre denne situation nemmere, kan ikke komme eller er i Thailand:/ Så nu har jeg denne dag, som efterhånden mere ligner en fest for min kæreste end for mig, i hvert fald hvis vi kigger på hvem der kommer… Men jeg er nervøs, stresset, har i virkeligheden slet ikke råd og er syg. Jeg har faktisk fået kørt mig selv så hårdt (pga. opgave, studie, bord der lige skulle males - som selvfølgelig kiksede, arbejde osv.) at jeg slet ikke kan geare ned… og så er det ligesom om at det sjove går af.

Det er som om ingen ved hvad jeg slås med. Hver dag lægger jeg ører til andres problemer og dilemmaer. Og jeg er god til at lægge ører til og hjælpe andre.. og det er iorden - det er det jeg har valgt at bruge mit liv på. Men nu er jeg så selv i en situation hvor mange gamle ting… fars død, mor og alkohol, min ungdom, mine sygdomme og den dag i dag, min konstante følelse af at være ensom og aldrig have nogen, når jeg har brug for det - dukker op. Om jeg nogensinde får børn eller familie, fylder hver dag i mit hovede.. og jeg kan ikke tale med nogen om det. Hvem skulle det være..? har tit kørt mine kontakter igennem på tlf. og kan ikke finde en eneste jeg kan ringe op til og græde ud ved. Jeg har en kæreste, men oplever ikke jeg kan tale med ham om det - han er 20 år, og et andet sted i livet.. og ærlig talt, så er jeg bange for at jeg aldrig kan få lov at føle mig som den lille - hende der bare gerne vil græde, blive holdt om og få at vide det hele nok skal gå. Det kan jeg ikke huske jeg har prøvet. Jeg har altid været den stærke i relationerne i mit liv, og det er svært at ændre på. Når jeg så forsøger - som jeg gjorde i dag, så fik jeg et ret overfladisk svar tilbage… og det gjorde rigtig ondt. Kan man blive ved med at give og lytte hvis man ikke selv bliver lyttet til? Jeg oplever en splittelse. I mit arbejde er jeg virkelig professionel  og dygtig - hvis jeg skal rose mig selv lidt… men privat har jeg behov for at kunne være både stærk, vred, glad, trist, lille, ynkelig, ovenpå og ikke mindst blive accepteret ligegyldig hvad jeg føler. Men det er bare ikke det jeg oplever. Jeg er altid hende der har styr på tingene - og i dag havde jeg bare brug for at blive mødt, hold om og støttet. Hvorfor kan jeg ikke få lov til det? Vælger jeg de “forkerte” mennesker at fylde i mit liv? Hvis jeg er stærk, tiltrækker jeg så kun svage der har brug for min støtte? Hvordan stopper jeg med at være stærk..? Hvad sker der hvis jeg er svag og der ikke er nogen - som nu?

end kærlighed… men for tiden er det som om, alt andet info smutter ud igen, lige så snart det er kommet indenfor. Det fylder virkelig meget i mig… og grundfølelsen er at jeg bare ikke duer til at være i et parforhold. Jeg vil gerne, føler alle de rigtige ting, drømmer om fremtid og børn… men min angst og usikkerhed bliver bare så stor når jeg har en kæreste. Ja - det kan lyde sært… og mange vil måske mene at det burde være omvendt. Men sådan er det ikke for mig! Og det har ikke noget med min kæreste at gøre. Lige det her - det handler om mig… for jeg har altid haft det sådan her. Og det ville være skide nemt at projektere det over i ham, men jeg ved bedre. Jeg oplever at blive sådan rigtig angst… få en knude i maven… følelsen af at jeg går i stykker, hvis han sårer mig, ikke vil mig, svigter mig, går fra mig… som om jeg ikke betyder noget, eller min betydning bliver defineret af, hvor meget han holder af mig, eller hvordan han behandler mig. Han behandler mig bedre end nogen anden jeg har været sammen med… men det er som om jeg hele tiden - 24 timer i døgnet skal have en bekræftelse for at vi er “okay”, at han ikke er sur, eller at han stadig gerne vil mig. Som om jeg er så ubetydelig, at der hvert sekund kan komme en person ind fra højre og ændre på hans kærlighed til mig..! Fuck hvor er jeg irriterende..! Jeg oplever følelsen af jalousi, angsten for at blive forladt og følelsen af mindreværd… pudsigt nok alle de modsatte følelser af hvad jeg har, når jeg er alene. Men jeg ønsker jo ikke at være alene for evigt..!

Jeg ønsker det gode, tillidsfulde, varme, kærlige forhold, som jeg faktisk også synes vi har… min hjerne fucker bare rundt i tingene - og helt ærligt tror jeg min kæreste sidder meget forvirret i den anden ende af sms-kommunikationen engang imellem og tænker “hvad skete der lige her”. Jeg vil ikke skræmme ham væk… jeg vil holde fast og udvikle det gode vi har. Er bare bange for at jeg ikke har lært det endnu… og ikke når det inden jeg ødelægger det… kæmper indvendig og lader kun en lille smule af min skøre adfærd slippe ud… men måske er det, der virker som et lille udslip for mig - stort for ham..! Håber bare han kan se - og ved at jeg kæmper.