hvornår var det lige det blev så svært…
…sagde han og satte sig op i sengen. Jeg lå der - bag ham og tænkte præcis det samme. Hvornår var det at det vi havde fundet sammen om at være så gode til, blev knudret og angstfremkaldende..? Hvad er det der sker med mennesker, når de går fra at være forelskede, til at skulle elske og stadig forventer og ønsker at mærke suset i maven - forventer vi for meget..? Jeg vil ikke nøjes med et parforhold - for mig er det ikke et formål i sig selv at have et forhold. For mig handler det om at have et godt, kærligt, sensuelt, legende og udviklende parforhold.. men her de sidste uger, har jeg faktisk taget mig selv i at tænke at min kæreste er glad for selve det at have et parforhold.. Så er det ikke så væsentligt om vi stadig gør de gode, sjov ting sammen.. men det er det er for mig. Jeg bliver trist indeni når jeg går i seng om aftenen og vi igen ikke har nydt noget af det som tiltrak os ved hinanden.. det er lidt ligesom en blomst man glemmer at vande.. man kan kigge på den og se at nu begynder jorden at blive tør - og man minder sig selv om, at nu skal den også snart have vand. Dagen efter får man øje på blomsten igen - og tænker, “nå ja - jeg må altså huske at vande den i dag” - næste morgen ligger der visne blomsterblade i vindueskarmen og på vej ud af døren tænker man, “når jeg kommer hjem må jeg altså huske at vande den” - men når man kommer hjem og ser det sørgelig syn af blade der er begyndt at blive gule - i blomstens sidste krampetrækninger for at overleve, skynder man sig hen til blomsten - giver den en ordentlig sjat vand, for nu har den tørstet så længe.. og næste morgen er blomsten død.. man går hen og kigger på den og tænker, “ej nu gav jeg den ellers noget vand”! Jeg ved ikke præcis hvornår det blev så svært - men noget gør vi galt.. vi værner ikke om tingene - om os - og den skrøbelige kærlighed, der så nemt forvandles til sørgelige rester, der er for sent at vande.

Kommentarer (0)